DANMARKS FAUNA
ILLUSTREREDE HÅNDBØGER OVER DEN DANSKE DYREVERDEN
MED STATSUNDERSTØTTELSE UDGIVET AF

DANSK NATURHISTORISK FORENING
Bd. 58

VICTOR HANSEN

RILLER
XVI

ROVBILLER
2.

MED

I

G. E. C.

110

DEL

AFBILDNINGER

KOMMISSION HOS

GADS FORLAG
1952

—

KØBENHAVN


Udgivet

med

støtte af

Carlsberg fondet

KØBENHAVN - BIANCO LUNOS BOGTRYKKERI


Indledning,
Dette bind omfatter

phylinidae

eller

anden

del af familien Sta-

underfamilierne


9.

Staphylini-

nae, 10. Tachyporinae, 11. Habrocerinae og 12.
Trichophyinae (West's fortegnelse nr. 971-1183).
Den sidste af underfamilierne, 13. Aleocharinae
(West's fortegnelse nr. 1184 1499) påtænkes be-

—

handlet

et

i

følgende bind.

Oversigter over underfamilierne findes
del (Biller

9.

XV,

p.

i


første

21—30).

Underfamilie Staphylininae.

Hovedet fremstrakt, som
Følehornene
11-leddede, ofte noget udvidede mod spidsen,
undertiden knæbøjede mellem 1. og 2. led, indleddede foran øjnene, ved pandens forrand, indenfor kindbakkernes rod (fig. 2), kæbepalpernes
1. led kort. Pronotum som regel med randede
sider. Vingedækkernes rygflade ikke afsat fra
sidedækkerne. Bagkroppen med kantede sider,

Kroppen

regel

7. frie

langstrakt.

halsformet indsnøret bagtil.

rygled oftest delt

i

2 smalle sidestykker.


Forbrystet bag forhofterne hudagtigt, åndehullerne
1*

66649


ikke

eller

ikke fuldstændigt

dækkede

mererne, synlige når forhofterne
Forhofterne langt tapformede,
ende, så lange

som

forlårene

løftes

stærkt

(fig. 1).

af epi(fig. 1).


fremstå-

Baghofterne

Fig. 2.

Xantholinus tricolor c?, set fra undersiden (højre forben
fjernet), s: strubesøm. pi: strubeplade, fh: forhofte, å: åndehul
(under forhoften).
Fig. 2. Xantholinus tricolor Fig. 1.

(fig. 14,

med

1.

del

p. 21)

tapformet bagudragende,

berørende hinanden. Skinnebenene oftest tornede, fødderne 5leddede, mellem- og bagfødderne dog hos Atanygnathus (p. 163) 4-leddede.
Staphylininae er efter Aleocharinerne vor artrigeste underfamilie. Den omfatter 155 danske
arter, deriblandt vore største rovbiller. Alle dansvagt udviklet yderplade,

ske rovbiller, der er over 12
Staphylininae.


mm

lange, hører

til


Oversigt over slægtsgrupperne.
1.

Forbrystet foran forranden forsynet
skilt plade,

strubepladen

(fig. 1).

med

en sær-

Følehornene

i

som
Xanthollnini (p.

det højeste indleddede så langt fra hinanden

fra øjnene

(fig.

2)

1.

6).

Forbrystet uden særskilt strubeplade. Følehornene

indleddede længere fra hinanden end fra øjnene

Hovedets underside, si: hovedets
pronotums forhjørne, fb.f: forbrystets forhjørne.

Fig. 3. Quedius mesomelinus.
sideliste. pr.f:

2.

Pronotums ombøjede sidestykker omtrent vandrette. Pronotums forhjørner ikke eller næppe rækkende frem foran forbrystets forhjørner. Hovedets underside uden eller kun bagtil med ganske
korte sidelister
2. Staphylinini (p.
Pronotums sidestykker stærkt ombøjet og trykket
dybt ind mod pronotums inderflade. Pronotums
forhjørner rækkende betydeligt frem foran forbrystets forhjørner (fig. 3). Hovedets underside
side med en liste, der
mod mundvigene (fig. 3)


på hver
eller

bagfra når frem
.

.

3.

Quediini

27).

til

(p. 112).


6

slægtsgruppe Xantholinini.

1.

med en
midten fint længdekølet strubeplade (fig. 1). Følehornene i det højeste indleddede så langt fra hinanden som fra
øjnene (fig. 2). Hovedet aflangt eller firkantet,
Forbrystet foran forranden forsynet


særskilt, ofte

med små

udrandet

eller

i

øjne og lange tindinger, bagtil halsfor-

met indsnøret, undersiden uden
notum længere end bredt, som

Pro-

sidelister.

regel

ikke

til-

smalnet fremefter, dets sidestykker omtrent vand-

Vingedækkernes ene søm ofte liggende hen
over den anden. Kroppen er oftest temmelig

ligebred og smal og kan rulles sammen ved, at
hoved og prothorax samt bagkroppen bøjes ind

rette.

mod

undersiden.

Oversigt over slægterne.
1.

Vingedækkernes sømme buede, den ene liggende
hen over den anden. Halsen ret smal, ikke halvt
så bred

som hovedet

Yingedækkernes sømme
sædvanlig

vis.

og

2)

2.

stødende


sammen på

Halsen ret bred, mindst halvt så

bred som hovedet
2.

(fig. 1

rette,

(fig.

11, p. 22

og

fig.

12, p. 25)

4.

Pronotum på ryggen uden længde-punktrækker.
Kindbakkernes yderside, set fra siden, kun bagtil

med

en kort fure


3.

Pronotum på ryggen med
Kindbakkerne,

Gauropterus

(p. 20).

2 længdepunktrækker.

set fra siden,

med

en længdefure,

der bagfra når frem forbi midten
3.

Kæbepalpernes endeled kun
det næstsidste led

(fig. 4).

c.

3.


halvt så bredt

som

—

Længde 3 7 mm
1. Leptacinus

(p.

8).


Kæbepalpernes endeled kun
næstsidste led

(fig. 4).

c. 1/3

Længde
2.

J^epla
Fig. 4. Venstre

smallere end det
6


— 14 mm

Xantholinus

(p. 12).

XanthoL

kæbepalpe af Leptacinus batychrus og Xantholinus
angustatus (rodleddet udeladt).

4.

Vingedækkerne med tydelig sømstribe. Overlæbens
forrand med en vinkelf ormet indskæring i midten
(fig. 5). Hovedet, målt fra pandens forrand til
halsfuren, ikke længere end bredt
4.

Baptolinus

(p. 21).

Olhiu5

CQ

Bciptolinus
Fig. 5.


Overlæben af Othius punctulatus og Baptolinus

affinis.

Vingedækkerne i det højeste med svagt antydet
sømstribe. Overlæbens forrand i midten med en
dyb, smal spalte (fig. 5). Hovedet, målt på
samme måde oftest lidt længere end bredt
5.

Othius

(p. 23).


7

8

Leptacinus Er.

1.

Nærstående
nus),

men

til


adskilt

den følgende slægt (Xantholifra den ved, at kæbepalpernes

endeled er betydeligt finere, sylformet tilspidset
næsten lige fra roden (fig. 4). Endvidere er af de
fire længdefurer fortil på panden de to ydre som
regel ikke eller kun noget svagere end de indre
og fremefter ikke så stærkt divergerende med
disse som hos Xantholinus. Vingedækkernes
punktur som regel noget rækkevis ordnet.
Arterne lever især i kompost og gødning, under løv eller
en enkelt art (L. formicetorum) lever hos myrer.

ved svamp

;

Oversigt over arterne.
1

.

Længdepunktrækkerne på pronotums ryg hver med
5
6 store punkter. Hoved, pronotum og bagkrop
uden tværridset mikroskulptur. Større, 6

—


—

mm

pårumpunctåtus.
Længdepunktrækkerne på pronotums ryg hver med
8

1.

—

^16

punkter. Bagkroppen og

L. formicetorum

—

—

bortset fra

hoved og pronotum med

overvejende tværridset mikroskulptur. Mindre,

3—5
2.


Meget

mm
lille

2.

og

smal,

brune, bagtil lysere.
eller

med

Lever
Større, 4

med
3.

i

— 4 mm.

Vingedækkerne
Hoved og pronotum uden
3


yderst svag og udvisket mikroskulptur.
5. formicetorum.
Hoved og pronotum som regel

myretuer

—5 mm.

tydelig mikroskulptur

3.

Yingedækkerne omtrent ensfarvet sorte eller sortbrune. Pronotums længdepunktrækker hver med
8

— 10

punkter.

Længde

bugleds bagrand kun

4

—

4,2


mm.

cJ:

sidste

yderst svagt indbuet

i


uden hårbræmme

midten,

penis

(fig. 6),

7

fig.

se
4.

Vingedækl<:erne bagtil lysere, især

mod


notums punktrækker hver med 12
(J: sidste bugleds

hårbræmme

—

lineåris,

siden. Pro-

^16

punkter.

bagrand bredt indbuet, med en
penis se

(fig. 6),

7

fig.

4.

intermedium

bali/c??ru3


firrearis

hafifchraj
Fig. 7.

Fig. 6.
Fig. 6 og

Leptacinus

,

organet,

Større, 4,5

4.

ens forstørrelse (ca. 30 gange).

— 5 mm. ^

indbuet,
fig.

i

^. Fig. 6: Sidste bugled. Fig. 7: Parrings-

med


kort

:

sidste bugleds

hårbræmme

bagrand jævnt

(fig. 6),

7

Mindre, 4
kere,

—4,2 mm.

(J:

sidste bugleds

af delvis lange

hår

(fig. 6),


pårumpunctåtus

L.
i

Gyll.

med

penis se
3.

1.

batychrus.

bagrand stær-

antydet stumpvinklet indbuet,

bræmme

ved de

penis se
2.

en

fig.


7

intermédius.

Let kendelig fra de følgende

oversigten nævnte kendemærker. Meget blank, sort.


10
vingedækkerne især bagtil brunlige, deres ombøjede siderand
bagtil hvidgul, følehorn og ben gulbrune. Hovedet betydeligt
tilsmalnet fremefter, de yderste pandefurer kraftige, sidepunk-

turen lidet tæt,

Arten minder
og X. atratus,

men
i

kraftig.

Længde

udseende en del

men


om

6

—

mm.

7

Xantholinus angustatus

ved meget tyndere

adskilles let fra disse

endeled på kæbepalperne og meget kraftigere ydre pandefurer,

den førstnævnte tillige ved færre punkter
længdepunktrækker (5 6, ikke 8 10).
fra

—

i

pronotums

—


Sjælden (J, 0). Af findesteder kan nævnes: Haderslev,
Randers, Ålborg; Odense, Hunderup, København, Ordrup
krat, Hillerød. I kompostbunker og i gødning omkring drivkasser; også på skovbund under løv eller ved svampe. Maj

— okt.
2.

L.

batychrus

Gyll. Tydeligt

mindre end den foregående

og tydeligt større end de følgende arter. Ret blank,

dækkerne bagtil

mod

lysere, især

kun yderst svagt

ret tæt, det

tilsmalnet, punkturen


upunkterede midtparti ret

kerne på pronotums ryg hver
4,5

sort, vinge-

den ombøjede siderand

ben gulbrune. Hovedet fremefter

bagtil hvidgul, følehorn og

ikke eller

siden,

med

c.

på siderne
Længdepunktræk-

lille.

12

—


^16

punkter.

Længde

—5 mm.
(J:

med kort hårmed rundede sider,

Sidste bugleds bagrand jævnt indbuet,

bræmme

(fig. 6).

Penis meget stor og bred,

se iøvrigt fig. 7.

Temmelig almindelig

(J,

haver og skove. Forår og

0, R).

Især


i

kompostbunker

i

efterår.

3. L. intermédius H. Donisth. Denne art står imellem
den foregående og den følgende art og adskilles fra den første
ved ringere størrelse, lidt færre punkter (c. 10 14) i prono-

—

tums rygpunktrækker og oftest noget mindre udbredt lys tegning på vingedækkerne, fra den følgende ved de under denne
anførte kendemærker, og fra dem begge ved de afvigende kønskarakterer hos hannen. Længde 4 4,2 mm.

—

(J:

Sidste bugleds bagrand stærkt, antydet stumpvinklet


11

med

indbuet,


en

bræmme

hår

af delvis lange

Penis

(fig. 6).

betydelig mindre end hos den foregående, bred, se iøvrigt

fig. 7.

Arten, der har været overset, forekommer sammen med
L. batychrus og linearis og er antagelig lige så udbredt. Eksemplarer foreligger fra Dyrehaven og Hjortekær, sigtet af

kompostbunker.
L. batychrus, intermedius og linearis står

men

nær,

hinanden meget

med sikkerhed

hannen med hensyn til

deres artsberettigelse fremgår

af

de

sidste
udprægede forskelligheder hos
bugled og penis. Hovedets tilsmalning fremefter, der angives

at

være stærkest hos L.

hos

alle tre arter

til

bestemmelsen.

L. linearis Grav. Adskilt fra de to foregående

4.

eller


hos L. batychrus, er

linearis, svagest

varierende og uegnet

sortbrune, bagtil ikke eller

færre punkter

(c.

8

— 10)

i

mindre tæt sidepunktur og

kun

lidet lysere

ved sorte

vingedækker,

pronotums rygpunktrækker,
lidt større


lidt

upunkteret midtparti

på hovedet og afvigende kønskarakterer hos hannen, fra
L. batychrus yderligere ved ringere størrelse. Som regel er mikroridsningen på hoved og pronotum lidt svagere end hos
L. intermedius.

ten,

Længde

4

— 4,2 mm.

Sidste bugleds bagrand

(J:

uden hårbræmme

kun yderst svagt indbuet

(fig. 6).

Penis

lille


og smal,

mid-

i

se iøvrigt

fig. 7.

Almindelig

5.

L.

(J,

0). Levevis

som de foregående.

formicetorum Mark. Vor mindste

og smalleste

art,

ved svagere eller næsten forsvundet mikroskulptur på hoved og pronotum, fra L. batychrus og

L. intermedius yderligere ved oftest færre punkter (c. 8
10)
i pronotums rygpunktrækker og fra L. linearis yderligere ved
meget lysere vingedækker. Sort, vingedækkerne brune, bagtil
adskilt fra de tre foregående

—

lysere,

pronotums rod og bagkroppen eller dens spids
ben brungule. Længde 3 4 mm.

brunlige, følehorn og

Almindelig
F. pratensis.

(J,

Den

ofte

—

0). I tuer af myrerne Formica rufa og
synes at blive tålt af myrerne.



12

2.

Xantholinus Serv.

Hovedet aflangt. Halsen smal, ikke halvt så
bred som hovedet. Panden fortil i midten med 2
længdefurer og udenfor disse ofte med 2 svage
furer, der fremefter divergerer stærkt

pandens forrand

dre,

i

med

de in-

midten, mellem følehor-

nenes indledningssteder med et lille fremspring
(fig. 2, p. 4). Følehornene knæbøjede mellem det
lange rodled og

kun

c.


^Is

2. led.

Kæbepalpernes endeled

smallere end det næstsidste led

(fig. 4,

Kindbakkerne, set fra siden, med en længdefure, der bagfra når frem forbi midten. Pronotum på ryggen med 2 længdepunktrækker og
udenfor disse med nogle punkter, der ofte er ordnet i en fortil ombøjet række. Vingedækkernes
sømme buede, den ene liggende hen over den
anden. 7. frie rygled, der hos rovbillerne sædvanlig er tvedelt^), er hos Xantholinus, Gauropterus
og Leptacinus kun tvedelt hos hannen, medens
det hos hunnen er helt. Forfødderne simple hos
p. 7).

begge køn.
Arterne lever især i kompost eller gødning, under løv og
mos, under sten, under bark eller hos myrer.

Oversigt over arterne.
,

Pronotums siderandliste allerede bag midten bøjet
ind på undersiden og derfor, set fra oven eller fra
siden,


kun

Pronotums

Kroppen sort med
Længde 7 8 mm

synlig bagtil.

gule vingedækker.

—

siderandliste først foran

O Se Danmarks Fauna,

Biller

XV.

p. 9.

rød1.

léntus.

midten bøjet



13
ind på undersiden og derfor, set fra oven
siden, synlig bagfra og fremefter

i

eller fra

hvert fald

til

midten

Hovedets

2.

sider

under og bag øjnene fladtrykte og

tæt punkterede, adskilt fra oversiden ved en
glat,

stump længdeliste

Hovedets

sider


3.

(fig. 8)

under og bag øjnene jævnt hvæl-

vede og ikke særlig tæt punkterede, gående jævnt
over

oversiden

i

5.

Hovedet, set fra siden, s: det
den afgrænsende længdeliste.

Fig. 8. Xantholinus pimctulatus.

fladtrykte sideparti.

3.

1:

Længdepunktrækkerne på pronotums ryg hver med
8
10 punkter. Pronotum som regel med fm,

overvejende tværbølget mikroskulptur 2. anguståtus.
Længdepunktrækkerne på pronotums ryg hver med
4
6 punkter. Pronotum med yderst fin mikropunktur, men uden tværbølget mikroskulptur
4.
Strubesømmene på hovedets underside løber på
midten sammen og fortsætter bagud som en en-

—

—

4.

—

kelt midtlinie (som fig. 1, p. 4). Større 7
8 mm.
Yingedækkerne sorte
3. punctulåtus.
Strubesømmene fortsætter fra midten bagud som

2 smalt adskilte linier. Mindre, 6

5.

—

7


mm.

Vinge-

dækkerne brunlige. Lever hos myrer
4. atråtus.
Hovedets sider med meget grove og iblandede meget fine punkter. Blankt sort, med røde vingedækker. Følehornsskaftet

sort. Større,

12

— 14 mm
5.

Hovedets

sider

med omtrent

Følehornsskaftet brunligt

7—12

mm

glabråtus.

ensartet punktur.


eller rødligt.

Mindre,
6.


14
Vingedækkerne^) længere end pronotum,

6.

regelmæssige punktrækker.

3.

med

3 ret

følehornsled lidt

—

kortere end 2. Længde 7
7,5 mm
gi ab er.
Yingedækkerne ikke længere end pronotum, deres
punktur uregelmæssig, i det højeste med antyd-


ning af længderækker.

som 2
Pronotum fortil

3.

følehornsled mindst så

langt

7.

9

7.

rødt, bagtil oftest mørkere. Større,

— 12 mm

Pronotum
sere.

6.

tricolor.

sort eller brunligt, bagtil undertiden ly-


Mindre, 7

— 10 mm

8.

Pronotum brunligt, ofte med mørkere midtparti,
uden synlig mikroskulptur. Vingedækkerne rødgule. Bagkroppen som regel brunlig ... 7. laevigåtus.
Pronotum sort, undertiden brunligt, men da med

8.

tydelig,

tværbølget mikroskulptur. Vingedæk-

kerne sorte

eller brunlige.

Bagkroppen som

regel

sort

9.

Pronotum som


9.

regel

med tydelig,

tværbølget mikro-

skulptur

Pronotum som

8.

regel

uden

skulptur

1.

underslægt

eller

lineåris.

næsten uden mikro9.


longivéntris.

Nudobius Thoms.

Pronotums siderandliste allerede bag midten
på undersiden og derfor, set fra oven

bøjet ind

eller fra siden, kun synlig bagtil. Hovedets sider
under og bag øjnene jævnt hvælvede, kun spredt
punkterede, gående jævnt over i overfladen.

1.

X. léntus Grav. Sort, vingedækker og ben rødgule,

hornene brune. Hoved, pronotum og bagkroppen

føle-

med fm

tværbølget, ofte noget udvisket, mikroridsning. Hovedet spredt,
^)

Vingedækkernes længde er målt fra midten af den skrå rodtil bagrandens bageste punkt.

fures ende foran skulderen



—
15
på siderne groft punkteret. Pronotum bagud tydeligt tilsmalmed meget fm og spredt punktur, 7 9 punkter i rygrækkerne og uden for disse en udadbøjet punktrække. Yingedækkerne fuldt så lange^) som pronotum, med temmelig fm og

—

net,

spredt, tildels noget rækkevis ordnet punktur.

Længde

7

8mm.
Udbredt, men temmelig sjælden (J, 0, B). I barkbillegange
under nåletræsbark, undertiden også under bark af løvtræer,
såsom birk (i gangene af Scolytus ratzeburgi Jans.) og el (i
gangene af Dryocoetes alni Georg). Også undertiden under
bark, hvor der ikke er barkbilleangreb, og hvor dyrene antagelig ernærer sig af fluelarver. April
okt., hyppigst forår
og efterår. Larver og pupper i juli. Larven bevæger sig smidigt
og hurtigt, forlæns eller baglæns.

—

2.

underslægt


Gyrohypnus Muls

Pronotums siderandliste
på undersiden og

bøjet ind

eller fra siden, synlig

først

et Rey.

midten
oven

foran

derfor, set fra

bagfra og fremefter

i

hvert

Hovedets sider under og bag
øjnene fladtrykte og tæt punkterede, adskilt fra
oversiden ved en glat, stump længdeliste. (fig. 8).

fald

midten.

til

2. X. anguståtus Steph. Let kendehg fra de to følgende
ved det større antal punkter i pronotums længdepunktrækker

og som regel

(jfr.

nedenfor) ved pronotums tværbølgede mikro-

skulptur, fra X. punctulatus yderligere ved smallere krop og
lysere farve og fra X. atratus yderligere ved

sammenløbende
strubesømme på hovedets underside (som hos X. punctulatus).
Sort eller sortbrun, vingedækkerne brune eller brungule, følehorn og ben brungule. Hovedet på midten ret spredt, på siderne
tættere punkteret. Vingedækkernes punktur lidet tæt og dyb,
især

mod

siderne ofte noget rækkevis ordnet.

Den hos


os almindelige

Se pag. 14, note

1.

Længde

form (ochråceus

Gyll.)

6

—

7

mm.

har på ho-


;

16
vedet, undtagen midtpartiet en fin, overvejende netmasket og
på pronotum en fin, overvejende tværbølget mikroskulptur,
der mangler hos hovedformen. De to former går imidlertid
over i hinanden og er næppe artsforskellige.


Almindelig ( J, 0, B). I kompost, gødning, løv o. lign.
ikke sjældent hos myrer (Lasius fuliginosus og Formica rufa);
flere larver engang fundet i en humlerede. Hyppigst forår og
efterår. Larver er fundet ^/g, de for-

puppede

sig V9 og klækkedes ^^/g.
Typiske eksemplarer af hovedformen er vistnok ikke fundet hos os.

3.
9).

X. punctulåtus Payk.

Underslægtens

og mørkeste

(fig.

største, kraftigste

art, let

kendelig fra den

foregående ved de under denne an-


den følgende ved de

førte og fra
i

oversigten (under nr. 4)

kendemærker. Blankt

dækkerne

oftest

med

angivne

sort,

vinge-

svagt, mørkt,

grønligt metalskær, følehorn og

brune

eller

brunsort. Hovedet, undertiden


undtagelse

punctulåtus. x

Vingedækkernes punktur

foregående.

Længde

baghjørnerne,

med
uden

med

spredt og yderst fin mikropunktur,

7.

men uden
tur.

af

mikronetmaskning, pronotum

Fig. 9. Xantholinus


ben

brunrøde, de førstes skaft

7

lidt

tværbølget mikroskulpkraftigere

end hos den

— 8 mm.

Almindelig (J, 0, B). I kompost, gødning, løv og lign., ved
ådsel og svamp. Hyppigst forår og efterår. Larven er fundet
^^/g,

4.

forpuppede

sig ^'/^

og klækkedes

X. atråtus Heer. Adskilt

fra


^^/lo-

begge de foregående ved

de ikke sammenløbende strubesømme på hovedets underside,
fra X. angustatus yderligere ved de under denne anførte kende-

mærker og

fra

X. punctulåtus yderligere ved ringere

størrelse.


17
brunlige vingedækker og brungule eller brunrøde ben og føle-

horn, hvis skaft er mørkebrunt. Hovedets og pronotums punk-

som hos X. punctulatus. Ligner
Længde 6 -7 mm.

tur

iøvrigt

X. angustatus.


—

Sjælden (J, 0). Af findesteder kan nævnes: Nørholm skov,
Horsens, Silkeborgegnen, Rold skov; Boserup, Nordsjælland.
I tuerne af Formica rufa og nærstående arter samt Lasius
fuliginosus. Den jages (iflg. Wasmann) af myrerne.

underslægt

3.

Xantholinus

s. str.

Adskilt fra den foregående underslægt (p. 15)
ved, at hovedets sider under og bag øjnene er

jævnt hvælvede og ikke særlig tæt punkterede,
gående jævnt over i oversiden.
5.

X. glabråtus Grav. Vor største

størrelsen,

art, let kendelig på
den blankt sorte overside med smukt røde vinge-


dækker, de mørke følehorn

med

sort skaft, de sortbrune lår

og skinneben og den dobbelte punktur på hovedets

ved og pronotum med yderst

med

Ho-

sider.

mikropunktur, bagkroppen

fin

yderst svag, tværbølget mikroskulptur. Hovedet bagud

tydeligt udvidet.

Pronotum med

5

—


7

punkter

bøjet række. Vingedækkerne

i

længdepunkt-

udad ombagud noget udvidede, punktu-

rækkerne, punkterne udenfor disse ordnet
ren delvis uregelmæssigt rækkevis ordnet.

Udbredt, men ikke almindelig
ved drivbænke.

i

en

fortil

Længde 12

(J, 0). I

—


^14

mm.

kompostbunker og

{X. gi aber Nordm. Adskilt fra de følgende ved længere
vingedækker med 3 ret regelmæssige punktrækker og iøvrigt
kun fin og spredt punktur og ved, at 3. følehornsled er lidt
kortere end

nere

kun

Sort eller sortbrun, vingedækkerne eller sjæld-

2.

deres skulder og bagrand brunrøde eller brungule,

følehorn og ben brune eller brungule.

Hoved og pronotum med

yderst svag og utydelig, tværbølget mikroskulptur. Hovedets
Victor Hansen

:


Rovbiller.

II.

2


18
punktur meget spredt, de indre pandefurer svagt krummede,
bagud konvergerende. Pronotum med 8 10 punkter i længdepunktrækkerne og udenfor disse med 6 8 punkter ordnede i
en fortil udad ombøjet række. Bagkroppen med meget svag
tværmasket mikroskulptur, der er meget mindre tæt end hos

—
—

de følgende. Længde 7
(J: 6. frie

ofte

med

—

7,5

rygleds bagrand

nogle ganske


mm.
i

hele sin bredde indbuet,

i

midten

små tænder.

Denne art, der bl. a. er fundet i Skåne, kunne muligvis
træffes også hos os. Den er dels fundet i gamle, hule træer,
der er beboede af den store gedehams (Vespa crabro), dels
hos myrer, Formica rufa, Lasius fuliginosus og L. brunneus,
bl. a. i hvidfrønnet egeved. April, juni.]
6. X. tricolor Fabr. Vor næststørste art, let kendelig herved og ved det rødlige, bagtil oftest mørke pronotum. Brunlig,
hovedet sort eller brunsort, pronotum rødligt, bagtil oftest
brunligt, vingedækkerne og benene rødgule, følehornene brunlige. Hovedet bagud tydeligt udvidet (fig. 1 og 2, p. 4), mod
siderne og bagtil med meget fm og svag tværbølget mikro-

skulptur og lidet tæt, ret kraftig punktur, de indre pandefurer
omtrent rette og parallelle. Pronotum uden mikroskulptur,
med c. 10 14 punkter i længdepunktrækkerne og uregelmæs-

—

punktur udenfor disse. Vingedækkerne kortere end pronotum, punkturen uregelmæssig. Bagkroppen med tæt, tværbølsig


get mikroskulptur.
cJ: 6. frie

Længde

9

— 12 mm.

rygleds bagrand omtrent lige afstudset,

med

lange

randhår.

Temmelig almindelig (J, 0, B). Under løv, mos og sten,
kompost eller ved planterødder, ofte på sandet eller gruset
bund. Af og til ved myretuer (Formica rufa og Lasius fuligii

nosus). Larver er fundet ^Va og ^Vs og klækket henholdsvis
og beg. af juni.

28/5

7.

X. laevigåtus Jacobsen (di stans Ganglb., Reitter, nec


Muls. et Rey). Meget nærstående
skilt fra

smallere,

til

den ved, at størrelsen er

pronotum

den foregående, men ad-

lidt ringere,

brunligt, hyppigt

kroppen

med ganske

lidt

svagt me-


19

med mørkere


talskær og ofte

midtparti, bagtil altså ikke mør-

punkturen på hoved, vingedækker og bagkrop lidt finere og hannens sekundære kønsmærker afvigende.
Hovedets indre pandefurer oftest ganske svagt s-formet svungkere

men ofte

lysere,

Fig. 10. Xantholinus laevigatus

Bagkroppens mikroskulptur

ne.

foregående.
(J:

med

5.

Længde

frie

7


(^.

5. frie

rygled.

svagere end hos den

lidt

— 10 mm.

rygleds bagrand

med

lange randhår,

i

midten

en indskæring, på hver side af denne rundet og inden for

yderhjørnet oftest

Almindelig

kompost og


indbuet

lidt

(fig. 10).

0). Under løv, planterester og i opskyl,
Ofte hos myrer, især Formica rufa og Lasius

(J,

lign.

fuliginosus.

Rey(nec Ganglb. og Reitter). Denne
meget nær, men adskilles fra den ved,
at flyvevingerne er rudimentære, og at 5. frie rygleds bagrand
i overensstemmelse hermed mangler den sædvanlige lyse hudbræmme, samt ved at hannens 6. frie rygled har svagt rundet
bagrand uden indskæring i midten.
[X.

distans Muls.

et

art står den foregående

Denne


art,

med

er bl. a. fundet

i

hvilken X. laevigatus har været forvekslet,
Frankrig og England.]

8. X. lineår is Oliv. Sort eller brunsort, pronotum og vingedækkerne undertiden brunlige, følehornene brune, benene brungule. Hovedet bagud næppe eller kun ganske svagt udvidet,
med meget fin, tværbølget mikroskulptur, der er svagest eller

forsvindende

fortil

mikroskulptur,

med

i

c.

midten. Pronotum
12

— 16 punkter


i

med

fin,

tværbølget

længdepunktrækkerne
2*


20
Og udenfor disse uregelmæssig punktur. Vingedækkerne

jævnt kraftig og

med

fin,

med

punktur. Bagkroppen

ret tæt, uregelmæssig

tværbølget mikroskulptur. Længde 7


—9 mm.

rygleds bagrand omtrent lige af studset, uden ud-

(J: 6. frie

præget hårbræmme.
Almindelig (J, 0, B). Under løv, i gødning, kompost, opskyl
m. V. Ofte hos myrer (Formica rufa og Lasius fuliginosus) og
i muldvarpereder og en enkelt gang i en humlerede.

X. longivéntris Heer. Yderst nærstående

9.

men

til

den

fore-

pronotum mangler tydelig
mikroskulptur. Imidlertid forekommer der overgangsformer
gående,

adskilt fra den ved, at

på dette punkt, og de øvrige


i

litteraturen anførte skelnemær-

ker er også varierende og uanvendelige
melse.

Da

til

dernæst hannens parringsorgan

kun frembyder mindre

forskelligheder

en sikker bestem-

Tottenham)
(med hensyn til præ(ifølge

putialsækkens tornbeklædning) hos de to former, synes det
tvivlsomt,

Længde

7


om

kan

X. longivéntris

opretholdes

som

art.

— 9 mm.

Vistnok sjældnere end den foregående (J, 0, B). Den træffes
undertiden sammen med denne og har vistnok samme levevis.
Måske foretrækker den sandbund.

3.

Gauropterus Thoms.

Adskilt fra Xantholinus ved, at kindbakkernes
yderside,
bagtil,

set

fra


siden,

kun har en

kort fure

og at pronotums ryg mangler længdepunkt-

rækker. Pronotums siderandliste
tholinus-slægtens

1.

som hos Xan-

underslægt Nudobius (foran

p. 14).
1.

G.

fulgidus Fabr. Blankt

røde, følehornene brune

med

med


sort,

vingedækkerne smukt

brunsort skaft, benene sortbrune

Forkroppen uden, bagkroppen

eller

brune

med

yderst svag, tværbølget mikroskulptur. Hovedet omtrent

lysere fødder.


—
21
parallelsidet,

med

grove, aflange, tildels

dende navlepunkter.

notum på hver

dækkerne med

side

3.

på langs sammenfly-

følehornsled meget længere end

med

2.

Pro-

en buet, punkteret længdefure. Vinge-

ret spredt, tildels

rækkevis ordnet punktur.

Længde 9 \2 mm.
Temmelig sjælden, men udbredt (J, 0). Af
nævnes: Århus, Ålborg; Ærø, Nykøbing F.,

findesteder kan
Sorø, Bromme,
kompostbunkerne ved vildthusene),


København, Dyrehaven (i
Ravneholm. I kompost og ved drivbænke.

4.

Baptoliniis Kr.

Adskilt fra den følgende slægt, Othiiis (p. 23),
ved, at hovedet (målt fra pandens forrand

til

halsfuren) ikke er længere end bredt, at over-

læbens forrand har en vinkelformet indskæring
i midten (fig. 5,
p. 7), at vingedækkerne har en
tydelig sømstribe, at bagskinnebenene kun er fint
og utydeligt tornede, og at mellembrystet har en
høj, skarp længdemidtkøl.
Hannen har stærkere udvidede forfødder.
Arterne træffes især under ret løs, svampet bark på gamle
stammer og stubbe eller i disses muldnende ved og antages
at ernære sig af små fluelarver.

Oversigt over arterne.
1.

Pronotum rødgult


eller

brunrødt, tydeligt lysere

end hovedet

Pronotum
2.

1.

affinis.

sort eller brunsort, ikke tydeligt lysere

end hovedet
Hovedets midtparti med netmasket, yderst
kroskulptur, dets sider

med kun

c.

3

—

^5

2.


fin

mi-

punkter

2. longiceps.
Hovedets midtparti med tværbølget, betydeligt

kraftigere mikroskulptur, dets sider
c.

10

— 14 punkter

med

flere,

pilicornis.


22
1.

B. affinis Payk.

(fig. 11).


Rødgul

brunrød, hove-

eller

vingedækkerne undtagen skulderpartiet og 4. og 5. frie
rygled sorte eller sortbrune. Hovedets mikroskulptur tværbøldet,

get,

kun

fortil

med kun

noget netmasket, dets sider
c.

3

—5 — punkter.

3.

få

—


følehornsled

som regel tydeligt længere end 2.
Pronotum længere end bredt, bagud ganske svagt tilsmalnet, med
ganske enkelte punkter på ryg og
sider og

med

fm, overvejende tvær-

bølget mikroskulptur.

kerne

fint

Vingedæk-

men tymed kun svagt

og ret spredt,

deligt punkterede,

antydet læderagtig rynkning. Rygleddene

med


yderst

og tæt,

fin

utydelig tværridset mikroskulptur,

på siderne

Længde
(J:

(hos 9

6

og spredt kornede.

fint

— 7,5 mm.

Hovedet
c.

oftest bredere

end


så bredt som) pronotum.

Udbredt, men ikke almindelig
Af findesteder kan anføres:
Draved skov, Sottrup skov, Ryde,
8.
?. X
Boserup, Bognæs, Dyrehaven, Rudeskov, Jægerspris nordskov. I
hule træer, især i rødmuldede ege, og under bark af løv- og
okt. Næsten fuldvoksne Larver er fundet
nåletræer. April
sammen med imagines i rødmuldet egeved ^^1^; en larve forpuppede sig 7? og klækkedes ^V?-

Fig. 11.

Baptolinus

(J,0).

affinis

—

2. B. longiceps Fauvel (pilicornis Joh.). Nærstående til
den foregående, men adskilt fra den ved mørkt pronotum,

overvejende netmasket mikroskulptur på hovedet,
tigere og tættere

kornede rygledssider og


lidt kraf-

lidt slankere føle-

horn. Forkroppen brunsort eller mørkebrun, vingedækkerne
ofte delvis, især fortil og langs

sømmen,

lidt lysere,

brunlig eller brungul, ofte delvis, især på

4.

og

bagkroppen

5. frie

rygled,


23
mørkere, følehorn og ben brunrøde

—


5,5

(J

7

:

større

brungule.

eller

Længde

mm.

Hovedet kun
end hos $.

c.

så bredt

som pronotum, ikke væsentligt

Meget sjælden (J, 0). Frijsenborg lille dyrehave (1 stk. i
en hul, rødmuldet eg), Dronninglund storskov (1 stk. under
ellebark), Bjørum (1 stk. i en rødmuldet egestub); Sorø sønderskov, Jægerspris nordskov (flere stkr. i rødmuldede egestubbe).

April juli, i antal ^^4- I Sverige er den fundet både i løv- og

—

nåletræer.

[B.

pilicornis Payk. (nec Joh.). Adskilt fra de to foregå-

ende ved, at hovedets sider har
at

vingedækkerne

flere,

c.

10

— 14

kun meget spredt og utydeligt punkterede,

eller

punkter, og

er tydeligt læderagtigt rynkede,


men næppe

fra B. affinis

yderligere ved mørkere farve og fra B. longiceps yderligere

ved

overvejende tværbølget mikroskulptur på hovedet. Sort, vinge-

dækkerne

ofte

med

lidt lysere skulderparti

og yderrande, og-

så bagkropsspidsen og de forreste bagkropsleds

noget lysere, følehorn og ben brunlige
bredere end hos den foregående.

lidt

ikke tydeligt længere end
net,


hos B.

—

7

3.

bagrand ofte

brungule. Hovedet

følehornsled

Pronotum bagud

som

regel

tydeligt tilsmal-

mikroskulpturen betydeligt kraftigere end hos de to fore-

gående. Rygledssiderne
6

2.


eller

affinis,

men

lidt

som

regel lidt kraftigere

kornede end

svagere end hos B. longiceps.

Længde

mm.

Denne

art, der bl. a. er fundet i Sydnorge og i VåstmanSverige, kunne muligvis træffes også hos os, omend
den må anses for en nordligere art end de to foregående. Den
er fundet både i løv- og nåletræer.]

land

i


5.

Othius Steph.

Hovedet oftest aflangt, overlæbens forrand i
midten med en dyb, smal spalte (fig. 5, p. 7).
Halsen ret bred, mindst halvt så bred som hovedet. Følehornene kun svagt knæbøjede. Pro-


—
24

notum på ryggen med to bredt adskilte længderækker af 3 punkter og med nogle spredte
punkter ved forhjørnerne. Vingedækkerne med
sømme, der

rette
vis,

Bagskinnebenene

uden

sammen på

støder

med

det ^højeste


i

sædvanlig

svagt antydet sømstribe.

tydeligt tornede. Mellembrystet

køl.

Hannen har

stærkere udvidede forfødder.

Arterne lever især under løv, mos og lign. eller ved planterødder, undertiden i selskab med myrer eller i dyreboer og
-gange.

Oversigt over arterne.

— 14 mm.

Større, 11

1.

3.

følehornsled betydelig læn-


l.punctulåtus.

gere end 2

Mindre, 5

— mm

Uvinget.

2.

2.

^6

5. frie

rygleds bagrand uden lys hud-

bræmme
Vinget.

5. frie

rygleds bagrand

3. myrmecophilus.
med den sædvanlige


hudbræmme
Pronotum

3.

3.

klart rødgult, undertiden

med

lidt

mør-

kere midtparti. Hovedet smallere end pronotum
2.

mélanocéphalus.

Pronotum sortbrunt eller brunt
Hovedet smallere end pronotum
Hovedet c. så bredt som pronotum

4.

1.

O.


punctulåtus Goeze

brunrøde

eller rødlige,

(fig.

4.

volans.
lapidicola.

12).

pronotum, især

Sort,

mod

vingedækkerne

siderne, og bag-

kropsleddenes bagrande ofte brunlige, følehorn og ben rødlige
eller

rødbrune. Hoved, pronotum og vingedækker omtrent lige


brede, hoved og

pronotum med

fin,

overvejende tværbølget

mikroskulptur, vingedækkerne ret kraftigt og spredt punkterede,

med meget

fin,

tæt mikropunktur. Bagkroppen

yderst svag og tæt tværridset mikroskulptur.

14

mm.

Længde

med
11


25
bugleds bagrand


(J: 7.

med

en dyb

indbugtning, der på hver side begrænses af

en lang, smal torn.

Almindelig (J, 0, B). Især på skovbund, under løv, mos og lign. og ved
gødning, ådsel og svamp. En larve
er fundet ^^Z^, forpuppede sig ^/g og
klækkedes -^/g.

mélanocéphalus

O.

2.

Hovedet

pronotum

sort,

med


undertiden

gult,

lidt

vingedækkerne

midtparti,

kroppen brunsorte

eller

Grav.

klart

rød-

mørkere
og

bag-

brune, de før-

ste

undertiden noget lysere, følehorn


og

ben

yderst

Hoved, pronotum

rødgule.

og bagkrop
fin,

med

fm, på bagkroppen

overvejende tværbølget miFig. 12.

kroskulptur.
ste lidt

3.

følehornsled

længere end

ikke eller


i

2. led, 6.

det høje-

—

10. led

næppe tværbrede. Pronotum

dækkerne, det forreste

af

Othius punc-

tulatus ^. x4.

c.

så bredt

som vinge-

længderygrækkernes 3 punkter står

umiddelbart bag forranden. Vingedækkerne kortere end pronotum, temmelig kraftigt og ret spredt punkterede. Længde


—5,5 mm.

5^

cJ:

Penis, se

fig.

13.

Almindelig (J, 0, B). Især på sandet
både i og udenfor skove.

a.

Fig. 13. Othius

volans.
c?.

b.

eller

gruset bund,

mélanocéphalus.


Parringsorganet (efter

Ren konen).